I avisen: Kommentar til Arrivas nedlæggelse af busdriften på Motalavej.
…
SN.dk bragte i dag en artikel om chaufførernes nedlæggelse af busdriften på Motalavej i Korsør. Den kan du læse ved at klikke her: Læs her.
Jeg har talt med chaufførernes talsmand, som fortalte om årsagen til nedlæggelse af busdriften tirsdag morgen og har forstået, at det handler om en gruppe kendte unge under 18 år, som har chikaneret to busser fra Arriva ved at slå og sparke på dem udefra under busdriften.
Jeg beklager hændelsen og chaufførernes oplevelser dybt og forstår sandelig godt, at det er en meget ubehagelig situation at befinde sig i – både for chaufføren og for de passagerer, som var med i busserne. Det må ikke ske. Og det må vi som kommune ikke sidde overhørig. Vi skal handle med det samme, især når det handler om unge under 18 år, hvor vi jo rent faktisk har nogle handlemuligheder – og hvor vi måske har chancen for at nå de unge og deres forældre.
På lørdag er jeg inviteret til møde med busselskabet og chaufførerne, de kommunale medarbejdere samt politiet i min egenskab af næstformand og fungerende formand. Her vil jeg høre mere om chaufførernes oplevelser og der vil være mulighed for dialog med kommunens medarbejdere. Jeg venter mig meget af dette møde. Det har jo vist sig, at når vi samarbejder, bliver resultaterne bedre og større, end hvis vi hver især forsøger at løse udfordringerne alene på vores egne felter. Det vil jeg rigtig gerne sætte fokus på.
Midt i denne ikke så gode oplevelse med busserne på Motalavej er der dog også noget at glæde sig over som politiker og næstformand for BUF, hvor vi jo har arbejdet intenst med at bekæmpe kriminaliteten og øge trygheden i de udsatte boligområder. Her fra den 1. Januar 2012 har den politisk vedtagne projektorganisation været i gang i Ringparken og netop det gjorde, at kommunen reagerede omgående på meldingen om problemerne med buskørslen på Motalavej. Projektorganisationens ansatte kom faktisk til at fungere som et beredskab og jeg kan kun være tilfreds med den lynhurtige og kompetente reaktion fra de kommunale medarbejdere i denne situation.
Samtidig synes jeg, at Arriva har handlet ansvarligt og jeg er rigtig glad for deres invitation til dialog og samarbejde.